MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog

Generelt om passiv behandling

24. april 2013

Generelt om passiv behandling

Gunna Højgaard, MASSAGESKOLEN

Det fastslås gang på gang, at kroppen er skabt til bevægelse. Derfor bør passiv behandling ikke stå alene, hvis personen er i stand til at bevæge sig.

Generelt om passiv behandling

Hvad er passiv behandling?

Hvad ved vi om virkningen af moderne klassisk massage?

Skyldes virkningen biomekanik eller refleks?

Hvad vil det sige, at organismen er sammenhængende?

  • Passiv bevægelse: At musklerne i området ikke aktiveres for at fremkalde spænding eller bevægelse.
  • Passiv behandling: At klienten ikke aktiverer muskler i behandlingen

Klassiske massagegreb har til formål at forskyde, udspænde og sammenpresse det bløde væv. Det er fastslået, at den fysiske bearbejdning af kroppens bløde væv er velgørende. Kun bevægelse er bedre.

Hvad man kan udrette med klassisk massage afhænger af behandlerens manuelle dygtighed og evne til at skabe kommunikation med klienten. I sidste instans holder virkningen kun, hvis personen får lyst til og bliver i stand til at bevæge sig bedre.

For en del af vores klienter er passiv behandling med klassisk massageteknik indbegrebet af massage. Det er endnu nyt for dem, at vores fag fysiurgisk massage omfatter andet og mere.

Terapeutisk belastning

Massagebehandling er en form for belastning, som organismen skal tilpasse sig. Vi spørger os selv: hvordan kan jeg bruge denne belastning på den mest gavnlige måde?

Belastningen kan bestå i mekanisk påvirkning: Vridning, udspænding, bøjning, kompression, translatorisk bevægelse (forskydning af parallelle ledflader).

Belastningen kan også være termisk: Kulde eller varme.

(Eller elektrisk: laser, med lydsvingninger: Ultralyd)

På hvilke væv?

Hvor fast?

Hvor længe?

Med hvilken hastighed?

I hvilke retninger?

Hvor mange gentagelser?

Bruger jeg forskellig kraft i gentagelserne?

Med hvilke formål?

Bygger jeg på evidens eller erfaring? (Vi bør altid vide, hvorfor vi gør det, vi gør)

Der er lagt op til et bredt omfattende beskrivelsessystem.

Udspænding eller strækning

Udspænding består i at forlænge vævet. Det kan gøres af en hjælper eller behandler (passivt), eller af en selv.

Forveksl ikke det præcise fagudtryk udspænding med strækning, som er et langt mere diffust begreb fra daglig tale, der også dækker bevægelser som for eksempel at række armene op over hovedet, svaje i ryggen og give et dybt suk.

I det følgende bruges udtrykket ”udspænding” om en hvilken som helst tilsigtet forlængelse af det bløde væv, uanset om det gøres af en behandler, eller det er personen selv, der udspænder.

Behandling af muskler/muskelfascier: Rent passiv, eller refleksbaseret?

Er det refleksen eller de mekaniske egenskaber ved bindevævet, der giver resultatet?

Hvordan kan klienten eller behandleren bedst og hurtigst udspænde væv, som er blevet for stramt? Inden for muskel-fasciebehandlingen begynder der at tegne sig to retninger, som ind imellem har lidt svært ved at tale sammen. Her er det kritiske punkt, at hypoteserne langt fra er færdigudforsket, selv om der er skrevet adskillige hyldemeter bøger af hver side.

Det drejer sig om disse to retninger:

·         1 Den mekanisk/fysiske retning

Metoderne tager udgangspunkt i en specifik deformering af vævet og de terapeutiske virkninger af dette. Deformering skal forstås som: Udspænding af fascier, kompression af triggerpunkter og lignende.

Klassiske massageteknikker i deres moderne udgave hører hovedsagelig ind under denne retning. Især siden år 2000 er der sket store fremskridt inden for udforskningen af cellernes reaktioner på mekanisk påvirkning. Man skal dog huske, at moderne forskning i taktil stimulering også omfatter virkningerne på hormonsystem og nervesystem.

·         2 Den neuromuskulære (refleksbaserede) retning

Metoderne tager udgangspunkt i tonussænkende eller eventuelt tonushævende reflekser, som udløses ved forskellige procedurer. (Post isometrisk hæmning, antagonisthæmning, tonussænkning ved blikkets retning, i udåndingsfasen, ved tryk på bestemte punkter osv.)

Neuromuskulære behandlingsmetoders effekt kan nu både forklares mekanisk/fysisk og refleksbaseret. De blev imidlertid i begyndelsen lanceret som neuromuskulære teknikker.

Som eksempler vil jeg bruge PNF-udspændingsteknikken (Proprioceptiv neuromuskulær facilitering, Evjenth og Hamberg, Auto-Stretching), som vi møder i Norden og i USA, og MET (muskelenergiteknik), som bygger på samme virkningsmekanismer og er det navn for metoden, vi møder i Storbritannien og spredt andre steder i verden. (Læs også om Muskelenergiteknik.)

Det mekanisk-fysiske aspekt i behandlingen er et passivt greb, hvorved behandleren udspænder musklen eller muskelgruppen til ”barrieren”, altså til der mødes en fysisk modstand, efterfulgt af klientens aktive kontraktion af musklen mod en fast modstand, derpå en pause på 2-3 sekunder – og til sidst endnu en passiv udspænding, til en ny barriere er mødt efter yderligere forlængelse af vævet. Dette kaldes den post-isometriske teknik, fordi aktiveringen af musklerne sker mod en fast modstand.

Det antages, at refleksen sættes i gang, når spændingen i muskel-seneovergangen ved isometrisk kontraktion registreres af golgi- senetenene, og at vejen igennem nervesystemet og omsættelsen til en tonushæmmende impuls tilbage til den muskel, man vil udspænde, tager 2-3 sekunder. Når det tidsrum er gået, vil en yderligere udspænding af bindevævet kunne lade sig gøre, fordi muskeltonus ikke bremser.

Denne mekanisme er imidlertid ikke nok til at forklare hele virkningen. Der er også tale om en

mekanisk/fysisk proces: Det vides, at langsom og ikke for kraftig udspænding af bindevæv giver resultat, mens hurtig udspænding enten ikke lykkes, udløser en muskelkontraktion eller kan give skader. Det vides også, at en muskelkontraktion – selv når den er ganske moderat – efterfølges af en kortvarig forøget gennemblødning. Væv, som er blevet aktiveret, ændrer egenskaber. Det bliver blødere og mere elastisk, og gnidningsmodstanden inden i og imellem muskler og fascier bliver mindre.

Selv om man eventuelt som behandler ikke regner de neuromuskulære virkninger for noget særligt, skulle der derfor alene i den mekanisk-fysiske række af processer være begrundelse nok for at bruge teknikken.

Den sammenhængende organisme

De seneste års intensive forskning i den biomekaniske sammenhæng og fasciernes funktion har gradvist ændret synet på massage og andre manuelle behandlingsteknikker. Man kan nu konstatere, at enhver påvirkning af organismen virker på helheden. Forskere som arbejder med mikroskopiske processer mødes regelmæssigt med klinikere og undervisere på området (internationale Fascia kongresser 2007, 2009, 2012), og der udvikles nye retningslinjer for effektiv behandling, hvis virkninger kan måles lige fra celleplan til det hele menneske.

Anekdoter er underholdende, men har ingen værdi som bevismateriale

Det kan desværre nemt lede til anekdoter med tvivlsom generel sandhedsværdi, hvis vi begrænser os til selv at afprøve synspunkterne i praksis. (Hvem kender ikke en eller anden, som har haft fabelagtige resultater med dette eller hint!)

Som afskrækkende eksempler kan vi tænke på kuponhæfternes lovprisninger af slankemidler. Den afbildede person har altid tabt et ufattelig stort antal kilo på ingen tid med det annoncerede middel. Sandheden er jo desværre, at et enkeltstående tilfælde ikke beviser noget som helst.

Eller tag tæpperne med indsyede magneter. Der optræder som regel en gigtpatient, hvis liv er blevet helt forandret efter, at tæppet kom i brug.

Mange behandlere elsker at fortælle anekdoter om, hvor godt deres yndlingsteknikker virker. Det vil ikke være fair at sige, at der er tale om løse påstande. Iagttagelser af en vis mængde er værd at lytte til. Men reel, pålidelig forskning udføres af personer, som ikke selv har nogen interesse i det, der undersøges, eller hvor forsøget er blindet..

Forskning giver indsigt

Skal vi være på den sikre side, når nogen spørger, om behandlingen virker, må vi støtte os til den internationale forsknings resultater. Cochrane instituttets gennemgange er pålidelige. Anerkendte faglige tidsskrifter kan man også have temmelig megen tillid til, idet artiklerne granskes af højtuddannede fagkolleger (peer review).

Vær opmærksom, når der råbes højt om nye mirakelmetoder – tiden og forskningen skal nok vise, om de holder.