MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog

Stort ego eller faglig ydmyghed

20. juni 2014

Når vi behandlere opnår en vis erfaring og samtidig er kreative i vores fag, er det nærliggende at navngive vores eget behandlingskoncept.

Hvad vinder vi ved det? – Måske bliver vi verdensberømte, klienterne strømmer til, alle vil prøve – og lære – vores gode metode. Det bliver nemt at markedsføre sig, medierne er interesserede. Vores ego boostes.

Er gevinsten nu så sikker? Er der ikke ved at være trængsel på listerne over nye behandlingskoncepter? Er det ikke fint nok at kalde sig MASSØR?

Ved at undersøge hvilke teorier og teknikker der indgår i “nye” metoder finder jeg som regel, at hver behandler står på skuldrene af andre. Der er intet absolut nyt under solen. Somme tider er der fatale overspring, idet vigtig anatomisk/fysiologisk viden ikke er taget med men sparet væk, forenklet væk. Det budskab, som fra ophavsmanden/kvindens side var klart, bliver forsimplet og udvandet hos eftersnakkerne.

Vi som branche slæber rundt på en tung arv fra New Age tiden, nemlig at være godtroende, når vi præsenteres for behandlingsmetoder, som enten kaldes ældgamle eller helt nyopfundne.

Tit sker der en uheldig sammenblanding af teknikker, som bygger på vidt forskellige anatomiske opfattelser og opfattelser af sundhed og sygdom samt af behandlerens rolle. Den “nye” metode skal kunne det hele, og ender med ikke rigtig at kunne noget.

Ikke sjældent har behandlere et stort ego og foretrækker at gå solo. Det kan være nødvendigt at sætte sit eget navn på metoden for at få gennemslagskraft på markedet, men det går ud over behandlerens troværdighed, hvis han/hun ikke husker at anføre sine kilder og læremestre. De gedigne undervisere og behandlere ved, hvor deres kundskaber kommer fra, og giver masser af henvisninger.

Vi er alle i gæld til dem, der kom før os, som afprøvede, udforskede og beskrev helt fra bunden.
Respekt for dem, der gjorde pionerarbejdet.
Respekt for vores fags historie.

Det sikre valg er at bruge metoder, som vi kan begrunde. Så er vi ikke sårbare over for modestrømninger eller anprisninger.