MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog

Vandet og formkræfterne

18. marts 2016

Vandet og formkræfterne

Af Gunna Højgaard

I 1992 deltog jeg i den 3. Fascia konference i Vancouver. Ved den lejlighed overværede jeg et foredrag af dr. Gerald Pollack, Washington, som handlede om vandets egenskaber. Du finder et sammendrag af hans hovedpointer ved at google hans navn og derefter Structured Water. I korte træk går det ud på, at vand har forskellig struktur efter, hvor det befinder sig, og at strukturen bestemmes af, hvordan de elektrisk ladede vandmolekyler placerer sig.

Vi var flere hundrede tilhørere, der lyttede med åbne munde: Det her var nyt for mange af os, og bifaldet var stort. Nogle af tilhørerne fortalte mig, at de havde fået nye perspektiver på blandt andet homøopatisk behandling, fordi de mente, Pollack gav håb om, at vandets formkræfter var en realitet. Disse formkræfter skulle kunne bevare egenskaberne fa et stof i vandet, selv om der efter fortynding ikke længere var molekyler af stoffet til stede.

Men så skete der noget, der kastede yderligere lys over mysteriet. Den 29. januar i år skrev Weekendavisen om den franske forsker Jacques Benveniste, som i 1970´erne udførte forsøg med stærkt fortyndede opløsninger af et stof, som aktiverer immunsystemet. Han mente, at selv om der næppe var molekyler af stoffet til stede i opløsningen, ville den virke. Det velansete tidsskrift Nature var parat til at trykke hans epokegørende resultater, men da det viste sig umuligt for andre ved flere forsøg at gentage forsøget, selv om man fulgte hans metode, måtte man foreløbig fastholde, at det ikke var bevist. Han udførte i samme periode forsøg med at transmittere impulserne fra stoffer gennem telefonledningen, hvilket lyder helt futuristisk! Videnskabens verden trak tæppet væk under ham, og han blev siden opfattet med stærk skepsis. Læs selv om hans forsknings skæbne, for eksempel på Wikipedia.

Ved at læse om Benveniste og hans ”vand har hukommelse”-eksperimenters kranke skæbne kom jeg selvfølgelig ned fra min begejstrings højder.

Forskernes vilkår er vanskelige, de kan nemt i deres begejstring springe ud i vidtrækkende konklusioner, som senere må trækkes tilbage. Så falder hammeren, og selv om de kun i et enkelt tilfælde har draget for vidtrækkende konklusioner, er deres gode omdømme borte, og hermed finansieringen.

Homøopater og deres brugere havde med Benvenistes forsøg fattet håb om, at der nu var fundet en enkel forklaring på deres midlers virkemåde. Den må vi nu vente på og i mellemtiden indtage den generelle holdning, at alle mennesker er forskellige, og at effekten af de meget mildt virkende komplementære behandlinger er individuel.

En central problemstilling er måske, at de komplementære metoder ofte tjener til at styrke og udnytte personens selvhelbredende potentiale, altså sundhed, mens konventionel skolemedicin ofte styrer efter en specifik diagnose, altså sygdom.

Vi kan glæde os over, at komplementær behandling rigtig tit virker, men det er en specialopgave med konventionel naturvidenskabelig forskning at klargøre, hvordan.

Har vandet formkræfter, og kan de bruges i sundhedens tjeneste?