MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog

Oplæg til møde med Styrelsen for Patientsikkerhed vedrørende RAB

20. august 2016

 

Kritisk gennemgang af RAB ordningen med forbedringsforslag
Gunna Højgaard, SundhedsRådet

Mødet 23/9 2016

Min baggrund er i fysiurgisk massage, hvor jeg har været pædagogisk ansvarlig skoleleder og fagligt aktiv i snart 40 år. I foreningsarbejdet har jeg blandt andet arbejdet med RAB-registrering og vejledning af andre skoler og foreninger.

Mine forslag udspringer af et berøringsfag, men tilgodeser vores fælles interesse i større patientsikkerhed generelt, og de kan tilpasses til andre komplementære behandlerfag.

********************************************************************************************

Om detaljer ved RAB-registrering, som bør præciseres for at fremme brugernes tillid til registreringsordningen

Uvildighed er ønskeligt

Foreningernes RAB-registrering af medlemmer bør administreres af personer, som ikke selv driver formidlingsfirma eller skole.

En sådan interessesammenblanding ses nu og da.

En fair eksamination på et godt fagligt niveau bidrager til at opbygge tillid til komplementær behandling. Uvildighed er her et stærkt kort. De komplementære behandlerfag bør udveksle censorer (censorbanker), så der kan være mindst én uvildig men fagkyndig udefra kommende censor med ved eksaminationen.

Forslag til fælles regler for eksamen:

Mindst en af censorerne kender ikke eksaminanden.

Skriftlige besvarelser anonymiseres.

Altid mindst én censor på skriftlige eksamensopgaver ud over eksaminator.

For nogle år siden fik skolerne af Sundhedsstyrelsen tilladelse til at reklamere med, at de bruger lægeeksamination. Samtidig blev det påpeget, at man ikke som behandler må reklamere med at være lægeeksamineret, da det hos nogle brugere kan vække forventninger om, at man som massør er autoriseret. Det sker dog stadig, begyndende med, at behandlerens diplom bærer påtegnelsen ”lægeeksamineret”. Denne betegnelse bruges ofte ved uddannelser, der er for korte til at opfylde RAB-kravene, hvilket er med til at forvirre begreberne.

Karaktergivning på private uddannelser giver mening, hvis der er sammenlignelighed mellem skolernes pensum og niveau. Det er ikke muligt i øjeblikket. Bestået eller ikke bestået vil være fuldt tilstrækkeligt.

Revision af de små teorifag

Til RAB-registrering kræves der i dag faget Orientering om andre alternative behandlingsformer.

Det kan forekomme, at RAB-registrerede behandlere tilbyder behandling med metoder, som de har stiftet bekendtskab med  i dette fag.

Skolerne kan godt nærme sig bekendtgørelsens intentioner endnu mere. Blandt andet kan man skelne klarere mellem på den ene side ”præsentation”, som er en orientering, og på den anden side den egentlige oplæring i en behandlingsform, som skal bestå af mindst alle 250 timer og en afsluttende eksamen. På den måde kan det sikres, at en behandler faktisk er uddannet til at udføre sin behandling.

Samordne foreningernes kriterier for RAB-registrering

Det er ønskeligt, at RAB-registrering sker på et ensartet grundlag foreningerne imellem, så RAB kan følge personen ved overgang til en anden forening. Som det fungerer i øjeblikket, kan der være forskelle på foreningernes praksis der gør, at de kvalifikationer, som en forening kræver, ikke er de samme som i en anden, både med hensyn til niveau og indhold.

Samordne retningslinjer for mængde, omfang og registrering af den krævede opdatering/vedligeholdelse af uddannelse

De fleste foreninger kræver et timetal pr. en nærmere bestemt periode, for eksempel 16 timer pr. år eller et ubestemt timetal pr. 5 år. Foreningernes registreringspraksis af opdateringen er ikke ens.

Hver branche bør finde sammen om fælles opdateringskrav, så medlemmerne ikke fristes til at shoppe rundt efter den forening, der stiller de mindste krav. Ved samme lejlighed kan foreningerne præcisere, hvilke fag og emner de kan godkende som efteruddannelse. (To af massørforeningerne (FRFM og BFM) har allerede opnået enighed om sådanne fælles retningslinjer.)