MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog | Nyheder

Virker

11. maj 2017

 

Virker ledmanipulation og ledmobilisering mod lændesmerter?

Mange har bud på behandling, men kun få kan fremvise holdbare virkninger

To fremstående danske fysioterapeuter har omkring 2010 gransket forskningen i, hvordan behandlingerne ledmanipulation og ledmobilisering virker mod lændesmerter. Det drejer sig om Per Kjær, ph.d. og Dip. Mt. (muskuloskeletal fysioterapi) og Arne Elkjær, ligeledes Dip. MT.

Det viste sig, at ud af 182 undersøgelser beskrevet i oversigtsartikler var der kun hold i 8 undersøgelser, og kun 4 af disse var af høj kvalitet med minimal risiko for bias (forudindtagethed).

Det siger noget om mængden af litteratur om emnet, men også om, hvor store kravene skal være til pålidelig forskning.

Kjær og Elkjær konkluderer: (Citat fra artikel i Fysioterapeuten 06 2015):”..at mobilisering og manipulation kan indgå som en del af behandlingen til personer med akut, subakut eller kronisk lænderygbesvær (LBP), men at behandleren samvittighedsfuldt bør vurdere, om behandlingen er gavnlig og påkrævet for den enkelte patient ud fra en vurdering af prognose og risiko for udvikling af kronisk LBP. Det påpeges desuden på baggrund af de få studier af høj kvalitet, at der bør forskes yderligere på området”

Undervejs i artiklen kommer dette:

(Citat) ”Ledmobilisering og ledmanipulation til uspecifik LBP er bedre end placebo, ingen behandling eller ineffektive behandlingsformer, men ikke bedre end andre konventionelle behandlingsformer anvendt af fysioterapeuter. Ydermere ser det ud til, at der er en korttidseffekt af mobilisering og manipulation”.

Under diskussionen af emnet:

(Citat) ”Gavner det virkelig patienten? Er der nogen, der har mere gavn af det end andre? Og er det lønsomt for samfundet at betale store refusioner til fysioterapeuter og kiropraktorer for en behandling, hvor evidensgrundlaget er relativt spinkelt?”

Uddrag redigeret af Gunna Højgaard
Maj 2017