MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog | Nyheder

Graston teknik

23. august 2017

Graston teknik

 

Hvad er det: En fasciebehandling, som udføres med tilpassede instrumenter, der kan ”skrabe” bindevævsadhærancer fri uden at lave læsioner i huden. Det er dog ret almindeligt, at der fremkommer små punktblødninger (petekkier) i det behandlede område.

Metoden er opfundet af en (canadisk tror jeg) ingeniør, som selv udformede instrumenterne. Han har taget patent på metodens navn og redskaberne, og de sælges i forbindelse med kurser i at bruge dem. Både kurser og redskaber er i den dyre ende.

Hvad kan man bruge Graston teknik til: Helede overfladiske ar, samt fibrøse vævsforandringer. Man trækker vævslagene fra hinanden, hvorved adhærancerne rives over.

I traditionel kinesisk medicin findes en lignende teknik, som kaldes gua sha. I manualerne fra Mao-tiden står der, at man kan bruge gua sha imod alt, både fysiske og psykiske sygdomme. Gua sha tilhører folkemedicinen og er af endnu ældre dato. Mao trak folkemedicinen frem, samtidig med at han satte vestlig medicin tilbage ved at fjerne eller flytte en stor del af lægerne. I stedet blev der lyn-uddannet et antal ”barfodslæger”.

Hvordan er metoden, sammenlignet med andre kendte bindevævsteknikker?

Fasciefrigørelse med hænderne er mere skånsomt, og der er bedre chance for at få klientens medvirken, fordi man nemmere kan holde sig under smertegrænsen. Arvævsfrigørelse med tørre teknikker, uden redskaber, er lige så effektivt, og det er lettere at undgå at irritere huden og skabe petekkier.

Placebo-effekten udløses erfaringsmæssigt stærkere, når behandlingen er kostbar og omgivet af hype. Et dyrt redskab og en effektiv markedsføring vil kunne skabe denne virak. Det er et spørgsmål, om behandleren og behandlingen har brug for dette boost?

På nogle af mine efteruddannelseskurser har jeg demonstreret, hvordan man kan bruge en velegnet spiseske med runde kanter til en lignende skrabeteknik á la Graston. Brugt med let hånd og omtanke kan skrabeteknikken måske fungere som aflastning for massørens fingre.