MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog

Fingertryksbehandling, smertemåling og livstruende sygdomme

25. oktober 2017

Fingertryksbehandling, smertemåling og livstruende sygdomme

3 sygdomsfaktorer, som forstærker hinanden

Der er samspil mellem stressbelastning, hjertesygdom og depression. Depression optræder 3 gange hyppigere efter hjerteinfarkt. Deprimerede personer er i højere grad i risikogruppen for at udvikle hjertesygdom. Stress anses for at give dårlige prognose ved hjertesygdom, og dødeligheden er større.

Kronisk stressbelastning og depression ledsages af større smertefølsomhed. Ikke alene ved truende vævsskade men også, når der er tale om ikke-skadelige påvirkninger (såkaldt allodyni).

Hvordan går det til, at smertesystemet overreagerer?

Vi følger nerveimpulserne på deres vej. De starter i de sensoriske nerveender, C-fibrene, som ligger overalt i huden. Herfra går impulserne gennem nerverødderne ind i rygmarven og sendes videre igennem nerveforbindelser op gennem rygmarven til hjernen, som fortolker dem. Ved indgangen til rygmarven virker der normalt nogle hæmmende impulser på disse nervesignaler, så de antager et passende niveau. Hos personer med overfølsomt smertesystem er denne hæmningsmekanisme defekt.

Søren Ballegaard og hans kolleger har forsket i behandlingsmetoder, som kan genetablere en normal smertehæmning. Ikke med medicin, men med en kombination af måling af smertefølsomhed, punkttryk, oplysning og bevidstgørelse om stress belastning.

Forsøget blev gennemført efter bogen: Med relevant blinding og både forsøgs- og kontrolgruppe. Kontrolgruppen fik den behandling, som er almindelig praksis ved hjertesygdom.

Forsøgsgruppen brugte et håndholdt algometer til måling af deres smertefølsomhed. De skulle i 3 måneder bruge algometret før og efter 1 minuts fingerspidstryk under smertegrænsen. Der blev trykket på 2 ømme punkter: 1) i 4. ribbensmellemrum tæt ved sternum og 2) på ryggen, 3-4 cm. Lateralt for torntappen ved T4-5.

Ud over dette skulle personen føre daglig logbog, også om deres befindende og livsstil.

Resultaterne var signifikante (statistisk holdbare)

Selv om der var et vist frafald i de to grupper, var de målte resultater alligevel overbevisende. Det var endda sådan, at jo dårligere personen var, jo tydeligere var virkningen. Forsøgspersonernes bedring var omtrent dobbelt så stor som kontrolgruppens.

En af de mulige konklusioner på undersøgelsen var, at successen kom af at den syge selv lærer at styre sin helbredelse (self-empowerment). Både gennem selvbehandling og fysiske målinger, og gennem refleksion over og justering af sin livsstil, hjulpet på vej af mærkbar smertelindring.

Abstract (på engelsk) om undersøgelsen kan rekvireres hos mig.

Denne klarlæggelse af de fysiologiske processer kan efter min vurdering overføres på de behandlingsmetoder, vi bruger i massageterapi og i andre berøringsterapier og tjener som argument for at bruge disse terapier forebyggende

Kilde:
The Effect of Daily Self-Measurement of Pressure Pain Sensitivity Followed by Acupressure on Depression and Quality of Life versus Treatment as Usual in Ischemic Heart Disease: A Randomized Clinical Trial
2014
Natasha Bergmann,1,* Søren Ballegaard,2 Per Bech,3 Åke Hjalmarson,4 Jesper Krogh,1 Finn Gyntelberg,5 and Jens Faber1,6

 

Natasha Bergmann,1,* Søren Ballegaard,2 Per Bech,3 Åke Hjalmarson,4 Jesper Krogh,1 Finn Gyntelberg,5 and Jens Faber1,6