MASSAGESKOLEN
v/ Gunna Højgaard

Kontor:
Sankt Jørgens Allé 7, 4. tv.
1615 København V

Telefon 411 410 77
gunna@massageskolen.dk

Gunna Højgaards Blog

RAB et rigtig godt spørgsmål fra bevkassen

23. oktober 2012

P spørger, om et gammelt anatomi/fysiologi kursus kan blive forældet, eller om det kan blive regnet med i de 200 timer i faget, hun skal have for at blive RAB registreret.

Mit svar:

Kære P

Tak for et rigtig godt spørgsmål, som jeg tror mange behandlere sidder med.

Du bliver RAB registreret via medlemskab i en af de behandlerforeninger, som er godkendt til at RAB registrere massører. Der er så vidt jeg kan se 4 muligheder for massører:

  • FRFM kun massører
  • BFM kun massører
  • SAB flere behandlergrupper
  • FDZ flere behandlergrupper

Da det er foreningerne, der suverænt beslutter hvordan RAB reglerne skal fortolkes, kan der sagtens være ret store forskelle imellem hvad de kræver.

Nogle foreninger registrerer til RAB ud fra de regler, som bruges til momsfritagelse. Hos de foreninger skal man ikke blot have det godkendte timetal i hvert fag plus eksamen, men der kræves også, at forløbet i hvert fag er fremadskridende, så det duer ikke for eksempel at tage 4 begynderkruser i anatomi á hver 25 timer. Det skal være et samlet forløb, og det skal afsluttes med eksamen ved fremmøde.

Andre foreninger tager det ikke så nøje.

I dit tilfælde: Det er reglen om det fremadskridende forløb der gør, at nogle foreninger ikke accepterer kombinationen af et gammelt kursus hvor man starter forfra plus et nyt, hvor man også starter forfra. Det kan kun godkendes hvis kursus nummer 2 bygger oven på kursus nummer 1. Så reglen handler ikke om forældelse, men om sammenhæng og niveaustigning. Dette er en af reglerne for momsfritagelse, og den håndhæves som sagt også af nogle af de RAB-registrerende foreninger.

Der er forskel på hvad der kræves, om du søger RAB registrering eller registrering hos Skat for at få momsfritagelse. Er du opmærksom på disse forskelle? Hvis ikke, kan jeg sende dig noget materiale.

Har du undersøgt, om du i virkeligheden får flere fordele af at blive momsfritaget? RAB koster penge, både fra start og siden hvert år, mens momsfritagelse er gratis. Men nogle kommuner kræver RAB hvis man vil behandle deres ansatte. Nå, det er en anden boldgade; det vil jeg ikke kede dig med, hvis du allerede har undersøgt det.

Spørg bare igen, hvis der er mere, jeg kan hjælpe dig med.

Gunna