Er gakkede gangarter den "nye normal"?
30. november 2012
Er gakkede gangarter den “nye normal”?
Hvis svaret er “ja”, får massøren meget at lave i de næste årtier.
I går så jeg et TV-program om mode. Kvinderne på catwalk´en stolprede afsted i tårnhøje hæle, med en stiv holdning og skulende ansigtsudtryk. Ofte, hovedet fremskudt. Modellerne satte den ene fod lige foran den anden, så de fik en unaturlig vridning i hofter og bækken, og så svingkraften fra krydsbevægelsen med arme og ben gik tabt. – Ingen går naturligt på den måde!
To gange om dagen spadserer jeg gennem det centrale København på vej til og fra arbejde. Her ser jeg, selv i vinterens kulde, sne o.s.v., at en stor del af kvinderne stolprer afsted på samme tårnhøje hæle. Det samme ser jeg, når jeg får et glimt af de kvinder, der arbejder i kontorerne i bygningen over for mit tekøkken.
Hvad vi får at arbejde med: Forfodsfald, stramme og forkortede lægmuskler/fascier, akillesseneskader, hælsporer. Knæ og hofter med slidgigt.
Bækkendysfunktion, både i led og muskler/fascier.
Rygdysfunktioner
Nakke/skulder-overbelastning, fordi armene kommer til at hænge ned fra nakken, når hovedet holdes fremskudt.
Spændingshovedpine. Kæbeledsproblemer , tænderskæren, tandpine af muskel/fascieoprindelse.
Sikken et scenarie!